Glædelig jul og godt nytår ...

Kære alle 2- som 4 benede venner

 

I ønskes alle en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.

 

De bedste hilsner fra

Karl, Lone og Kira

Christians høje fasaner ...

Karl og Krudttønden er tidligt oppe her på den 3. søndag i advent, for i dag er en helt speciel dag. Det er første gang, at Karl skal have Kira med på jagt, som opsamler. Han har virkelig glædet sig i flere dage, og da han begynder at gøre klar med det grønne tøj, ja så bliver glæden og forventningerne lige så store hos en lille sort og utålmodig hund. Det er stort J

Hvis du udtaler overskriften med en let nordsjællandsk accent, bliver tankerne ledt hen på tweed, knickers og sixpence, og flotte majestætiske fugle, med en himmel så blå som baggrund. Men udtaler du den på syngende fynsk, kommer du til Erholm Gods, hvor Christian har jagt. Himlen er ikke blå, den er grå. Det er tåget, vådt og et par plusgrader i luften. Men det er ligegyldigt, vi skal på jagt!

Midt på eftermiddagen, får jeg en lidt frustreret mand hjem. Dagen har ikke været opløftende. Der var alt for få fugle, kun tre fasaner blev leveret. Men en af de tre fik Kira dog lov at apportere – hendes første varme fugl. Vildtbehandlingen lod dog meget tilbage, og det var nok et af frustrationspunkterne hos manden.

Det blev desværre ikke til de høje fasaner i dag. Men helt forgæves er sådan dag jo aldrig, for det har i den grad givet Krudttønden miljøtræning. At skulle færdes blandt jægere, andre hunde og endda transporteres på vogn, ja det giver hår på brystet til den lille sorte.

Og noget hun er rigtig god til er – ro på post J

Total amok i sneen ...

 

Jeg behøver vist ikke at skrive mange ord i dag :0)

Den bedste dag for en lille sort hund er, når der er en lille smule frost og så en gang nyfalden sne. Krudttønden lever helt op til sit alias i dag, og derfor gik turen i formiddags til skønne Frederikshåb Plantage, hvor vi nåede at gå en dejlig tur, før alle andre fik samme gode idé :0)

 

Klik på billederne, hvis du vil se dem i en større størrelse :0)

 

 

 

 

 

Vores smukke hund i sneen :0)

 

Smukke, dejlige og gode ben ...

 

 

Så kom resultatet og heldigvis har Krudttønden smukke, dejlige og sunde ben :0)

Fantastisk statistik for K-øterne, som lige nu siger A - 0 til 9 ud af 11 smukke unghunde. Vi krydser fingre for at også Kaos og Kanutten får det samme super resultat :0)

Smukke ben ...

... ingen tvivl om at hun har smukke ben, men er de også gode?

 

 

Dagen i dag var ventet med blandede følelser.

Kira har været en tur til dyrlægen, for at få fotograferet hofter og albuer. Og sådan skal det være, jeg ved det er nødvendigt, men når man før har haft en lab med dårlige albuer, tidlig ’pensionering’ osv., ja så melder bekymringerne sig.

Udfordringerne startede allerede i morges. For prøv lige at fortælle en madglad labrador, at hun ikke skal have morgenmad. Total håbløs opgave, så den måtte jeg gribe an på en helt speciel måde.

Hun er om nogen en B-hund og elsker bare at sove længe. Den ressource trækker jeg så lige på i dag :0) Sen vækning af prinsessen, på med mine gummistøvler med det samme, for den store luftetur. Jeg tør ikke tage chancer, for hun er alt spisende på sådan en runde, specielt hyben er et hit. Så lufteturen foregår i snor, hvilket absolut ikke er populært. Nå, men missionen bliver fuldført, og så er det ind i bilen og afsted. Nu ved jeg godt, at man ikke kan aflæse hundetanker, men jeg siger at hun stillede mange spørgsmål og var i den grad forvirret over al den virak fra morgenstunden af.

En af dyrlægerne havde indvilliget i at møde tidligt, så jeg kunne aflevere hende. Dejligt at møde så stor fleksibilitet! Og heldigvis havde jeg da stadig snor på hende, for butikken med alle mulige dejlige guffere skulle lige tjekkes for brugbar føde :0)

Dyrlægerne vil jo helst ikke udtale sig om resultatet, men beskeden var dog at det så fint ud :0) måske en skygge på den ene hofte, men intet alarmerende. Og helt slemt kan det absolut ikke være, for en af de kvindelige dyrlæger, ville gerne vide om vi havde tænkt på avl, for så var hun aftager :0) Sagt af en dyrlæge, der IKKE er til labrador!

Nu går vi i spænding, garanteret sammen med opdrætteren, og venter på det endelige resultat. Fortsættelse følger ...



Stop dyremishandling - luk mig UD ...

 

… det var helt klart Krudttøndens signaler, da vi landede i Klosterheden fredag eftermiddag :o)

Helle Døj og Søren Krabbe er et fantastisk makkerpar. De forstår altså mere end de fleste når vi snakker spor, og de har i den grad overskud til at give deres viden og erfaring videre til os andre. Så det var fantastisk at gå bagefter Karl og Krudttønden, i den pragtfulde skov med Søren som kommentator og stifinder.

Der blev lavet lidt om på rækkefølgen af spor, så da Karl hørte at han skulle gå et spor – lagt af Søren og tilegnet Helle og Kashmir – var det tydeligt, at han blegnede en smule :o) Han var på forhånd en smule nervøs og havde alle mulige overspringshandlinger i ærmet. Men nu stod vi der, midt i et skønt smukt område, hvor regnen havde stået ned i stænger og med råvildt og kronvildt i overtal :o))

 

Søren forklarer Karl hvor opstartsfirkanten er. Men på billedet ser man tydeligt, at Kira allerede har markeret det, selvom det efterfølgende skulle volde de to en del kvaler at komme ud af sporet.

Klosterheden er fantastisk, men for susen da også hvor Søren havde gået de mest mærkværdige steder på de høje stiletter. Det var tydeligt at mærke på alle hundene, at den megen nedbør drillede rigtig meget, og når så kronhjortene vader rundt på tværs af sporene, ja så er det bestemt ikke lettere :o)

Karl og Krudttønden gik et super godt spor. Der var masser af terrænskifte, wiedergange, knæk og sårlejer. På et tidspunkt siger Søren, at når vi kommer ud her, er det en stor fordel at have langskaftede gummistøvler på, for nu skal vi ud i en sø. Hmm, Henriette, Jørgen og jeg vælger at gå ud til grusvejen, men sørme om ikke Krudttønden finder sporet gennem vandet og langt om længe det eftertragtede skind, der får en ordentlig rusketur :o)

 

Et super spor Søren, så tak for det !

Men vi har jo også været en tur i Sverige på elgjagt :o)

Det var det mest pragtfulde oktobervejr at køre derop i. Fantastiske farver og ikke mindst den søde forventning til at komme tilbage til det dejlige røde svenskerhus. Christian kommer fredag aften og har sin skønne brune labrador Jing med. Vi er noget spændte på om de to, altså Jing og Krudttønden, skal holde fest hele natten. De leger, slås og knokler hele aftenen, men om natten – der har vi ro :o)

 

Den første jagtdag tegner godt. Det er koldt og klart, men inden det første drev er sat i gang omkring os i Ulvhult, siler regnen ned. Jing og Krudttønden går igennem sammen med klapperne (inklusiv Christian og Karl), og det gør de eksemplarisk. Det er Kira’s første drev overhovedet, så hun skal lige hen og hilse på, men ellers gjorde hun det fantastisk, iført sit fine nye reflekterende halsbånd (fra www.dummyshoppen.dk) :o)

Der blev kun skudt kvier og kalve i det første drev, altså ingen tyre endnu. Krudttønden bliver efterladt hjemme hos mig for at tørre, men er der overhovedet tegn på taknemmelighed for det? Ikke antydningen heraf! Hun var stik umulig og ville bare med ud igen, selvom det ville indebære at ligge våd og kold i en bil. Det varer dog ikke længe, så finder hun hurtigt frem til det lune tæppe foran brændovnen :o)

Årets elgjagt husker jeg nok mest som våd, våde hunde, vådt tøj og alligevel med højt humør :o)

For madtraditioner har vi mange af til elgjagten. Vi starter som regel med gule ærter den første dag, så følger de dejligste grillede ribben (Christian er grillmester), og på tredjedagen står den på oksehaler. Vi sidder mange om bordet i Bohult hos Bodil og Evert, så der er i den grad noget om snakken – hvor der er hjerterum er der husrum :o)

 

Holger og Johan skyder hver en tyr, så på anden dagen hænger der hele ni elge i slagtehuset. Det kan se lidt barbarisk ud, men det giver dejligt kød i fryseren, og selv om jeg godt kan være lidt dobbeltmoralsk, ja så kan jeg altså vældig godt lide at spise kødet :o)

 

Tekst og fotos: Lone Broch Lauritsen

 

Efterår betyder farver, jagt og Sverige

De mest fantastiske farver pryder naturbilledet i disse dage. Ikke mindst vores smukke hjertetræ i haven. Det har en helt enestående farve og en helt suveræn duft :0) Det er ærgerligt, at billeder ikke kan dufte, for så ville du opleve en herlig aroma som peberkager så det er en hel fornøjelse :0) Og selvom du har en lille have, kan du sagtens finde plads til et hjertetræ, som er så smukt hele året rundt.

 

Men efterår betyder også jagt. Manden min er på den første danske jagt i dag, men hvad med krudttønden? Er hun med? Nej, det er hun ikke. Det er alt alt for tidligt, så hun bliver hjemme hos mig. Hun har endnu ikke fundet ud af hvad det betyder når Karl finder det grønne tøj frem, men tro mig, den dag kommer, og så er jeg sendt tilbage på populær listen :0)

Og når vi siger jagt, ja så må jeg også nævne at Karl har været en tur i Canada for at skyde en Moose og en Mountain Goat. Og det må man sige at han gjorde med succes :0) Han har haft en fantastisk tur, ja sit livs tur, så jeg håber at han kan leve længe på den oplevelse, meeeen sådan går det nok ikke :0)

 

På denne årstid, med de efterhånden noget korte dage, står den mest på små spor og dummy træning om eftermiddagen for Karl og krudttønden. Men der er også stadig masser af træningsdage hos Pernille og Tommy, så de ligger ikke på den lade side:0) Det er begrænset hvad jeg når at være med til, så det må blive i weekenden at jeg slår til. Men når nu mørket kommer så tidligt og det er svært at orientere sig uden at hunden er viklet ind i en lyskæde, ja så er en hundesvømmehal en genial ting. Vi havde fået en gratis prøvetime hos Dortheasminde Hundesvømmehal, og jeg siger dig at det var et hit :0)

Efteråret betyder også Sverige og elgjagt :0) Det varer ikke så længe inden vi drager nordpå igen til vores dejlige lille røde svenskerhus. Det er altid hektiske, men dejlige dage, hvor elgjagten selvfølgelig er i højsædet, men den sociale del fylder nu også en hel del :0)

Vi glæder os til igen at komme på den anden side af Øresund til skovene, duftene, kantarellerne (hvis der stadig er nogle) og ikke mindst de herlige svenskere :0) Og denne gang får krudttønden lov til at strække ud. Hun skal nemlig for første gang i sit liv, gå igennem – gå på skallen – sammen med Karl. Så vent bare, den sorte stjerne, iført sit fine nye reflekshalsbånd, kommer tordnende over mose, skov og eng… ja jeg er spændt på om Karl kan følge med :0)

På eventyr i Tusindmeterskoven …

 

 

 

Nej, det er ikke en ny Peter Plys historie, han og alle vennerne holder sig til Hundredemeterskoven. Men Tusindmeterskoven er en ny og dejlig verden, der har åbnet sig for Karl og Kira.

1. præmien fra Rold Skov på 400 meter/20 timer schweissspor, gav adgang til at begynde med championatsporene i Dansk Retriever Klub regi, på 1000 meter/20 timer vildtspor. Og der går såmænd heller ikke mange dage, før dream teamet prøver kræfter med den nye distance.

Vejrudsigten på DMI bliver tjekket nøje for nedbør over Frederikshåb og koordineres med andre træningsseancer i løbet af ugen. Men torsdag viser sig at være optimal, så kummefryseren tømmes næsten for blod, færtskoene kridtes og så går det ellers derudaf på de høje hæle. Men tankerne trænger sig på. Er det for tidligt at starte med tusindmeterskoven, hun er jo så ung, men på den anden side, viser hun jo så mange gode takter på sporene. Hm…

Torsdag eftermiddag ringer min mobil nærmest hysterisk. I displayet står der Karl Mobil, så det er med lettere bankende hjerte, at jeg forsigtigt spørger: Hej, hvordan gik det?

- Hun sparkede bare sådan røv! Og nu skal du høre, på det første knæk… og wiedergangen løste hun ... og knæk … og så var der et dige … der var så meget fært af kronvildt … og så skulle du have set … hun er bare en mageløs lille hund J

Ja, han nåede faktisk ikke at trække vejret og der var ingen tvivl om, at jeg stod med en meget tilfreds hundefører i røret.

Tusindmeterskoven er indtaget, og vi glæder os til at opleve nye eventyr …



Bøgen springer ud i august

På en meget tidlig lørdag morgen starter vi Golfen og kører mod Rold Skov. En smuk rød solopgang af de sjældne viser sig på himlen, og det sætter yderligere humøret lidt op. Altså hos os med 2 ben, for hende med de 4 ben, har rullet sig sammen og snorker videre på den trange plads ved mine fødder. Det er ikke optimale pladsforhold, men når nu Astraen har valgt at strejke, må vi jo 'nøjes' med Krone 2.

Da vi kører ind i området i Rold, bliver Karl mere og mere tavs for til sidst at mumle: "Uha, her stinker langt væk af meget vildt". Og ja, Rold Skov er kendt for sin store bestand af kronvildt, og så er der også masser af råvildt, grævlinge og ræve. Så hans bekymringer er vist reelle nok, eller også prøver han bare på at finde undskyldninger hvis det nu ikke går.

Men vejret kan han ikke bruge som undskyldning. Det er simpelthen perfekte vejrforhold til spor; ingen regn, ikke for koldt, ikke for varmt og en sol, der er ved at varme skovbunden op.

21 hunde og fører står spændte ved parolen, for at få at vide hvornår det er deres tur. Der er 7 hunde på hold 1, som alle skal gå 400 m/20 timers spor. Karl og Kira får spor 2, så dommer, stifinder og de 3 første ekvipager kører mod Rold Nørreskov.

Der går ikke lang tid før spor 1 er tilbage. Han har smukke bøgegrene med, men har desværre haft tab.

Så er det 'os'. Og ja, selv om jeg ikke går med på sporet, på grund af min balance, så tro mig, sommerfuglene i min mave flakser også rundt, og ventetiden kan være ulidelig. Jeg ser ryggene af de 3 herrer og en lille sort hale, der forsvinder i det høje græs over en lille bakke. Jeg venter sammen med spor 3, der er meget talende dame, men jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig om hvad hun siger. Hun opgiver da også på et tidspunkt og begynder at gøre sin beagle klar.

Endelig hører jeg stemmer, der nærmer sig. Der er kun gået godt 20 minutter og jeg spejder spændt mod skovkanten. De ser alle 3 tilfredse ud og jubi - bøgen er sprunget ud i august :o)

Karl fortæller da også, at det har været et godt spor, men med masser af færtafledning og bukkeskrab i opstartsfirkanten. Men det tacklede den lille sorte stjerne perfekt. Dommeren kom hen til mig og sagde, at jeg godt kunne ærgre mig over ikke at være gået med, for det var længe siden, at han havde set så flot hundearbejde og så god en ekvipage. Pyha så smelter hjertet da helt og smilet går fra det ene øre til det andet. Men hun er også en mageløs lille hund. Hun er så tændt når hun er på sporet, hun arbejder, knokler og løser opgaven perfekt. Når så hun står ved sporslut og skindet har fået en ordentlig rusketur, ja så bliver stand-by knappen tændt når retrieverlinen kommer på.

Vi ved at det er gået godt. De har ikke haft tab, bambi er fundet og kun rosende ord. Men alligevel står man og venter spændt ved den afsluttende parole. Men vi bliver ikke skuffede. Det bliver en meget, meget flot og fortjent 1. præmie til en hund på kun 10 måneder, som dommeren siger. 29 point ud af 30 mulige, det må da siges at være i orden.

Luskebusken alias Karl fortæller det ikke til ret mange, når han har booket en prøve. Så det er med stor fornøjelse at jeg finder mobilen frem for at sende den glædelige nyhed til kennelmutter. Tak Pernille for vores lille sorte stjerne ❤

Champ, kantareller og kalas :0)

Glæden og forventningerne er altid tårnhøje når vi vender kompasset og kører mod Sverige, og i år var ingen undtagelse. Bare glæden ved at dufte skoven, se råen med sine lam og søerne glitrer i solskinnet. Og så det dejlige syn af vores lille røde svensker hus, og det knaser forventningsfuldt når vi kører ind på grusvejen. Sverige er i den grad et spørgsmål om sanser og indtryk.

3 dejlige lange uger lå foran os. Den første uge er altid sat af til praktiske gøremål og så selvfølgelig masser af tid til det sociale, specielt i Bohult :0) Søndag den 22. juli fylder krudttønden 9 måneder - samme dag vælger hun selvfølgelig at komme i sin første løbetid. Men dagen udløser også adgangsbillet til at gå championatspor i Sverige, hvis man på forhånd har anlægsprøven, fx en 1. præmie på 400 m/3 timer hjemmefra.

Også her er forventningerne tårnhøje, for den lille sorte krudttønde har vist rigtig gode takter på træningssporene, som er noget anderledes fra de danske spor. 9 måneder og 1 dag gammel stiller hun på sit første spor :0) Svenskerne har fortalt os, at sporene er blevet reviderede og sværhedsgraden hævet, blandt andet med blodophold i wiedergangen. Uha, måske vi har indladt os på et område i en al for tidlig alder, men på med sporlinen, for vi har allerede bestilt 4 spor lige i rap.

Men krudttønden er ikke nem at dupere, så hun sporer røven ud af buskerne på det første spor :0) Finder anskudsstedet perfekt, sætter snuden i sporet og klarer diverse blodophold og knæk til ug. Skudtesten er heller ikke noget problem, og hun suser det sidste stykke vej til elgkloven, stopuret siger 13 minutter :0) Dommeren nikker anerkendende og det udløser da også en 1. præmie med hæderspris :0) mageløs lille Brown Hunter med en lige så mageløs hundefører i den anden ende af linen!

Okay, så er vi på sporet! På alle 4 spor går hun og Karl blændende, så det bliver til 4 stk. 1. præmier, heraf 2 med hæderspris :0) og det udløste den fornemme titel SEVCH - svensk vildtspor champion! Vi er så stolte af vores lille krudttønde, der i den grad viser personlighed, men også er blevet meget roligere og harmonisk.

Semester i det svenske består også af meget andet. Jeg jagter rundt i de svenske skove efter den herlige gudespise - kantareller, iført nyindkøbt svampekniv og kurv :0) Gæster fra Danmark har vi selvfølgelig også tid til. I år kom familien Baltsersen på besøg, og det meste af tiden blev brugt på Hallasjöen, hvor der blev fanget fisk, ikke i stride strømme, men alligevel...

Familien Sørensen fandt også vej til Ulvhult, men vi har desværre det problem at Isabella og Natasja ikke er så begejstrede for dyr :o( Det er lidt øv, for de kunne bare have det så godt sammen.

Ferien sluttede med en herlig sommerfest i Bohult. Hele familien Svensson havde været på stikkerne, og havde i den grad fået noget af et kalas stablet på benene :0) Der var mad og drikke, så det rakte til alle, og specielt Holger og Flisans vildsvinebøffer var fantastiske :0)

Ja, vi er i den grad priviligerede, at have et så herligt netværk i det svenske :0)

Det er den dejligste morgen i 100 år og jeg lever ...

... ja, det var præcis hvad det var, da krudttønden og jeg gik morgentur ved Egtved Pigens Grav.

I dag synes jeg ikke, at det var så spændende at gå vores sædvanlige runde, så bilen blev startet i let småregn, og vi kørte mod Tørskind Grusgrav. Krudttønden kiggede lidt forbløffet på mig, for hvad susen går det her nu ud på?

På vej ud af byen er der skilte mod Egtved Pigens Grav. Tja, hvorfor ikke, regnen er stilnet af, så vi vover pelsen. Stadig iført pyjamas, men dog med regntøj udenover, stopper vi bilen ved parkeringspladsen. Et par forventningsfulde øjne kigger på mig. Vi har ikke kørt mange minutter og slet ikke mange kilometer, så hun er lidt spændt på hvor i verden vi er, da tændingsnøglen drejer rundt, og motoren bliver slukket. Det er musestille og en helt fantastisk morgen efter en regnbyge.

Solen er stadig i sin opgang og duggen ligger tungt på græsset. Der er en eventyrlig duft af tidlig dag, som om vi er de eneste i hele den vide verden. Krudttønden springer forventnigsfuldt ud af bilen og runderer for at finde ud af hvor vi er landet. Hun får signalet fri, og sætter i fuld galop ud over det våde græs.

Jeg tumler bagefter med et stort smil på ansigtet :0) for ja, det er det dejligste at se sin hund spurte afsted med 100 km. i timen og indtage en ny og dejlig dag :0) Og ja, jeg ved godt, at hun skal være i snor, men lige i dette sekund nænner jeg ikke at lægge bånd på hende, for den livsglæde må bare ud af kroppen :0)

Jeg føler at vi begge har det som i Gnags sang: det er den dejligste morgen i 100 år og jeg lever ...

En enkelt høm høm gør vel ikke skade?



Min niece, der bor i Alminde skriver på sin facebook side:

Jeg er chokeret over (nogle) hundeejere! Jeg ser tilfældigvis ud af vinduet hvor en hund er ved at lægge en l... i vores indkørsel.. Ejeren ser så mig og stopper op som om hun vil samle op, men går så igen da hun tror jeg ikke kigger mere. Går ud og råber om hun lige kommer tilbage og samler op, og hun råber at hun bliver nødt til at hente en pose.. Helt ærligt, det skal man vel altid have med ud og lufte hund..

Arrgh, det er sgu ikke i orden, og så er lorten ikke hentet endnu.

Hvordan bliver vi bedre hundeejere og sørger for at alle efterladenskaber bliver bragt med hjem fra dagens luftetur, når vi bor i et villakvarter?

Det er rent ud sagt en varm lort at tage fat i. Og der er så kedeligt, at alt for mange hundeejere bare lader stå til og regner med at ingen ser det.

Vi har i vores grundejerforening en evig diskussion om hundeefterladenskaber. Vi har et stort grønt område med klippet græs og højt græs. Og der må jeg indrømme, hvis Kira besørger i det høje græs, hvor der ingen færdsel er,  ja så samler jeg heller ikke op. Men jeg bliver til gengæld også forarget, hvis der ikke er samlet op i det område hvor der er klippet græs. Det er trods alt ganske almindelige haveejere, der stiller der græsklippere til rådighed, for at vi andre får en slags grønt fortov at gå på.

Men hvad gør vi som hundeejere? For er der bare én der træder ved siden af og lægger en lort på det forkerte sted, ja så er alle hundeejere stemplet!

Byd gerne ind med meninger!

Tanker fra sidelinjen ...

Det er fantastiske og berigende artikler, som vi læser i Retrieveren. Men alle er fra aktive hundefører, men vi er også nogle hundeejere, der sidder på sidelinjen og følger den fantastiske retriever, som vi har som familiehund.
Personligt følger jeg meget med, ja jeg kan slet ikke lade være :0) For idet vi i familien har valgt kun at have en hund, er jeg jo degraderet som tilskuer, men men men ikke passiv tilskuer :0)

Vores otte måneders hvalp har været til træning diverse steder, og jeg følger troligt med. For hvis jeg ikke gør, ja så er jeg hægtet af vognen. I min verden er det guld værd at vide, hvad de forskellige øvelser og opgaver går ud på. Hvordan skal jeg ellers vide hvad jeg skal træne med guldklumpen, når vi går tur?

Lydighed, lydighed og lydighed, det må være ordene i de første måneder. Og lydighed er jo ikke blot en disciplin mellem hund og fører, nej det er absolut også en disciplin inden for hele familien.
Min opfordring til alle på sidelinjen er, at tage del i alt hvad der rører sig :0) Om det er træning, prøver, udstillinger, spor no matter what, så tag del i det. Alene af den grund, at vi får en mere harmonisk hund, når vi taler samme sprog.

Jeg elsker min retriever, hundefører (måske var det nævnt i den forkerte rækkefølge :0)) og alt hvad det medfører. Det er jo absolut frivilligt, om jeg vil tage del i den verden eller ej, men jeg ELSKER jo den verden. For jeg får så meget igen via indtryk, glæde, gode venskaber og så meget mere :0) Så kære dig på sidelinjen - kom med, kom ud af busken - det er så dejligt :0)

Wuu huu så går vi i luften :0)
Al begyndelse er svær, men vi prøver os frem. Jeg synes mange gange at jeg har noget på hjertet, og hvor kommer man lige af med det. Det gør man på en blog :0)