Griseri på sporet ...

'At gå på ’Alle helgens’ jagt lyder måske lidt blasfemisk, men det er en ren kalenderøvelse, for at vi alle ved hvilken weekend vi snakker om J

’Allhelgona’ er den første weekend i november i Sverige og der står den på rådyrs jagt. Traditionen tro er første jagtdag om lørdagen i Skoga hos Jonas og Arne, med drivende hunde. Vejret er fuldstændig perfekt J en meget smuk november dag, hvor jægerne, der sidder på pas, har optimale forhold. Det er ikke en kæmpe jagt, blot 7 – 8 jægere, som dækker området, hvor hundene driver.

Krudten er selvfølge med Karl på passet J Sådan en dag er jeg fuldstændig uinteressant og hun værdiger mig knapt et blik – selvfølgelig undtaget når jeg giver hende mad J

Hundenes glammen høres, men de kommer ikke rigtig i nærheden. Pludselig hører Karl et voldsomt spektakel ved et stendige, som om en elg prøver at kommer over. Kira ligger årvågen med blikket fast rettet mod diget. Pludselig kommer 12 – 15 vildsvin farende over diget og Kira ligner én som ser en tennismatch, med hovedet kørende fra venstre mod højre i en uendelighed J Hun har aldrig set vildsvin før, men hun rører sig ikke ud af flækken, hun iagttager bare J

Det gør Karl så ikke. Adrenalinet synger i årerne, pulsen (og blodtrykket) er tårnhøj J men hvilken chance for at skyde et vildsvin. En af flokken stiller sig da også velvilligt op på toppen af stendiget. En chance – et skud – et vildsvin J Kira er stadig i fuldstændig balance, selvom der er skudt næsten over hovedet på hende J Karl er fuldstændig sikker i sin sag. Et hjerteskud, men vildsvinet løber stadig og det gør alle de andre også.

Rolig nu. Melding i radioen om at et vildsvin er skudt og ikke mange minutter efter lyder endnu et skud. Grisene er også kommet forbi Holger, så endnu et vildsvin kan ligge på paraden J

Men en sådan chance lader Karl ikke gå fra sig J Kira er i højt gear, men han vælger at lade hende gå på sporet af vildsvinet, som ikke kan have gået særligt langt. Hun starter i højt tempo med næsen dybt begravet i den svenske muld. Hun har dog lidt svært ved at udrede de mange færter fra de mange vildsvin, men til sidst løser hun gåden og går direkte på sporet J Hun behøver ikke at gå mange meter, for omkring 100 meter ude ligger grisen. Hun er i den grad observant og vælger at rejse børster, for man ved jo ikke lige med sådan et monster J Hun er på intet tidspunkt bange og vælger også at gå hen til grisen og puffe til den, for at være helt sikker. Super jagt og ikke mindst super træning, både hvad angår sporet men i den grad også RO på post J

De efterfølgende dage gav ikke noget jagtmæssigt, men så var der også tid til at træne et lille begynderspor med Linas lille sorte stjerne Bonnie J Karl havde lagt et 300 meter langt spor med masser af blod og med slæb af klov. Det begyndte imidlertid at regne, så vi var lidt nervøse for at sporet måske blev for svært for den urutinerede hvalp. Men men men J ingen grund til bekymring J Bonnie bliver ført af Flisa (Linas mama) og det gik helt forrygende J

På trods af det lange spor og det dårlige vejr, så klarede de to det super godt. Bonnie tager sporet rigtig flot og på et tidspunkt har Karl været så fræk at lægge sporet over en væltet træstamme. Ingen hindring J Bonnie-Buss klatrer målbevidst over og genoptager sporet J På et tidspunkt mister hun lidt pusten, men der skal blot en lille pause til, så er vi klar igen J Kloven bliver fundet i bedste stil, og de er klar til nye udfordringer J

Aftenen før vi skal hjem, sidder vi alle i Bohult og siger TAK for denne gang J men Hans vælger at sætte sig i grisetårnet omkring kl. 22, for han har set mange vildsvin på vildtkameraet de seneste dage. Vi har ikke mere end drejet tændingsnøglen og åbnet bildørene derhjemme, før vi hører skuddet. Okay, tilbage i bilen og hjælpe Hans med at slæbe et stort vildsvin ud J

Det var noget af en rådyrs jagt J men næserne blev i den grad testet af J

Elgjagt er meget mere end jagt …

Den svenske elgjagt er indbegrebet af jagt - selvfølgelig J men også hygge, efterår, farver, traditioner, spænding, fælles spisning og meget meget mere. I år blev den ekstra hektisk, da DANSKARNE skulle stå for elg-kaffen, som også er et helt kapitel for sig.
Men lad mig lige starte ved begyndelsen J

 

 

Fredag middag kører vi mod øst. Det er et fantastisk vejr og jeg har sjældent set så smukke efterårsfarver. Forventningerne er tårnhøje og bilen er pakket til bristepunktet med oksehaler, grillpølser mv. så vi er i stand til at bespise det halve af Halland J

Vores ven Christian og hans brune lab Jing er efterhånden faste gæster når der er elgjagt J Kira og Jing er super gode sammen, selvom Jing måske er liiiiiidt træt af Krudttønden ind imellem.

Lørdag er første jagtdag. Dejligt vejr og man kan næsten høre forventningerne stige J Til parole i slagtehuset, hvor alle bliver informeret om hvem, hvor, hvordan og hvorfor. Holger er en fantastisk jagtleder, som forstår at dele sol og vind lige, så alle bliver tilfredse J

Krudten er med Karl, men de går ikke på ’skallen’ som det hedder, for Karl sidder i tårn. Så det meste af tiden bliver tilbragt i bilen med højt hævede ører og en forhåbning om, at NU må det være min tur J Jing derimod er i vælten og traver de svenske skove og moser tynde J

Lørdagen bragte ingen elge på paraden. Trods det fine vejr, valgte alle elgene at blive stående inde i skoven. Nå, men uanset hvad, skal der være elg-kaffe lørdag aften, hvor Hans, Christian og Karl er værter, så grillen må i gang med en gang gode grillpølser fra Egtved Slagtehus.

Omkring 50 jægere og klappere får en siddeplads, noget på tallerkenen og også lidt i glasset. Vi andre venter spændt og med tilbageholdt åndedræt – er der nu nok? Men der var ingen grund til bekymring og til sidste turde vi endda selv spise en ristet med det hele J

  

Søndag vågner vi til en noget grå dag med regn. Det første drev er i Ulvhult omkring vores hus, hvor der er set et par store elgtyre. Karl skal igen sidde i tårn, så det er meget spændende. Jeg spejder gennem vinduerne og lytter som en gal efter skud. Pludselig lyder der et smæl – og derefter tre signalskud – det er et voksent dyr, men om det er den store tyr melder historien ikke noget om og heller ikke hvem der skudt J

Men det viser sig, at det ER Karl, der har skudt en kvie J Han sidder i tårnet med regndråberne løbende ned ad nakken, da han hører det pusle i skoven. Selv om elgen er et stort dyr, er det fuldstændig fantastisk hvor lydløst den egentligt kan bevæge sig i skoven. Karl får øje på den – pifter en gang og så stiller den sig pænt op med bredsiden til. Et skud – en træffer – perfekt J Henrik der sidder i nabotårnet vågner op med et spjæt da drønet fra den store riffel bryder stilheden.

Kira sidder i bilen et stykke derfra, men tro mig J ALT er registreret og hun er bare klar til at komme i aktion. Karl er sikker i sin sag, men for at træne lidt på frisk fært, vælger han at sætte Kira på sporet. Snuden bliver begravet i den våde skovbund og sporet bliver hurtigt taget. Ikke mange meter fra elgen stopper hun brat op, løfter hovedet og kigger benovet på det store dyr, der ligger lige foran hende J Hun kigger op på Karl som for at sige ”Det er f--- nogle stor rådyr de har heroppe" J

Samtidig ser jeg plaskvåde ’klappere’, der kommer med ludende skuldre, men stadigt larmende og råbende for at gøre deres til at elgene skal komme til jægerne. Christian og en meget våd og træt Jing kommer gående op mod huset. Det tager i den grad på kræfterne at gå igennem de nærmest ufremkommelige planteringer, men hatten af for alle ’skallerne’ – hvis de ikke gik med deres gjaldende røster og truthorn, ja så var der ingen elgjagt.

Selv om søndagen er grå, våd og trist bliver det en god jagtdag J Evert, Holger og Göran fra Bohult får også deres del af jagtudbyttet J Da dagen begynder at mørkne, hænger der seks fine elge i slagtehuset, så der bliver kød til fryseren igen.

Men dagen er slet ikke slut for endnu en madtradition skal på grillen J Vi mødes igen i Bohult hvor Christian griller de bedste ribben. Vores jægere begynder at indfinde sig efter at have klargjort elgene og hurtigt er det lange bord i køkkenet igen ramme om det, det også handler om – hjerterum, god mad, gode venner og ikke mindst fortællinger fra dagen J

 

Den allerførste duejagt ...

Der er en første gang for alting, og i dag blev så Kiras første duejagt J

 

 

Det er ikke mange gange, nok måske kun en enkelt gang, at hun har været med på jagt. Men da Karl klirrer med nøglen til våbenskabet, og finder haglbøssen frem – ja så, ved damen hvad klokken har slået J Det er da utroligt, at så små ting som grønt tøj, nøgler osv. har indprentet sig så tydeligt på nethinden – det betyder JAGT J

Kim og Karl sætter skjul op og gør sig ellers klar til at vente. Men det der med at vente bag et skjul, ja det var altså ikke med i planen. Kira forstår intet af hvorfor der ikke sker noget med det samme.

Ro på – ro på – ro på. God træning at hun også skal lære at sidde bag skjulet og forholde sig i ro. Men det er dælme svært J så hun spiller lidt klovn i ventetiden.

Så sker der noget! Duerne begynder at komme ind over. Nogle bliver ramt og andre er heldige og lever videre. Kira bliver sendt på den første apportering. Hun drøner ud, men bliver lidt i tvivl med alle de der lokkeduer, der ligger rundt omkring. Den første lokkedue af plastik bliver samlet op, men uf nej – det går ikke, der må være noget bedre af kød og blod. Videre til en rigtig due og så tilbage igen J

Al begyndelse er svær J men hun gjorde det super godt! Der er ingen tvivl om at hun har jagtpotentialet i sig, det er måske mere spørgsmålet om at få det dæmpet lidt J  

Det med begrænsning træner de ved, at hun kun får lov til at hente hver anden fugl, nemlig dem der falder uden for lokkerne, resten henter Karl. Hun bliver også sat af uden for skjulet, så hun kan se hvad der sker, eller hun går fri ved fod ud mellem lokkerne, for så at blive sat af, mens Karl går tilbage. Senere bliver hun kaldt hjem, ind imellem lokkerne og døde duer. UHA - det er noget der trækker tænder ud!

Efter jagten får hun tilbudt en tår vand, men nej tak, det har hun ikke tid til, der er jo stadig duer i luften J Men de bestemmer sig nu for, at det er nok for i dag. 12 duer er vel også OK J

Vel hjemme igen viser hun at det har været tre hårde timer. Vanddepoterne bliver fyldt op, et par håndfulde mad på græsplænen bliver det også til, men så er der også dømt morfar i hundekurven J

En sten på vejen blev ryddet …

Når vi har med dyr at gøre, er der aldrig noget, der er sikkert. Man kan ikke planlægge, at nu går prøven sådan, hvis hun bare gør dette og hint. Det er i medgang og modgang, som i det bedste ægteskab J

 

Vores lille sorte stjerne er så dygtig, alsidig og ikke mindst underholdende J men det har alligevel været noget op ad bakke, siden vi betrådte markprøveverdenen.

Vi var så naive at tro, at det var ’piece of cake’ at få en 1. præmie i Begynderklassen. Men naiviteten forlod os hurtigt, da realiteterne blev virkelighed.

Karl har i den grad været ihærdig. De har trænet og trænet, og han har endda lyttet til fornuft, når kloge ord er blevet sagt J Kropssprog er en af de ting, der har stor betydning for hundens præstation og lyst til at arbejde. Karl har nogle gange lignet en sur og gnaven Ruhår, og hvem har lige lyst til at komme i karambolage med sådan én J Men nu har Karl’s kropssprog jo ikke hele skylden for, at Kira’s svage punkt har været det frie søg. Der er mange ting, der spiller ind, men det er også et problem, der er til at arbejde med. Og det har de gjort J

Efter et par nederlag - nej det kan man vist ikke kalde det, det var nærmere en omvej. En omvej hvor man bliver klogere, hunden og føreren får mere erfaring og samarbejdet bliver stærkere.

 

Men omvejen førte os til Sorø J

En fantastisk morgen (hvor jeg sov det meste af tiden J) men jeg nåede da at se en smuk solbeskinnet Storebæltsbro J og Lene Meisner, der susede forbi i sit røde lyn J

Arrangementet i Sorø bestod både af Brugsprøve, Markprøver, Udstilling og Kvalifikationsprøve. Altså noget af et tilløbsstykke J På P-pladsen ser vi at Brown Hunterne er ankommet og sørme om ikke også Møn-banden er der J Det sociale i løbet af dagen er guld værd. Det bliver til mange gode snakke på tværs af spor, hingstekåring, markprøver, juicer, træning og så meget mere J

 

Karl og Krudttønden har katalog nr. 1. Så efter en lidt forsinket, men yderst velsunget parole J går det ned til ventelinjen. Men fair nok, der kommer lige et par hjælpere ind før dem, så logistikken kan gå op. Jeg går aldrig med på deres prøver, da jeg ikke vil være skyld i at Krudten lige vil vise mig et stykke vildt. Så beretningerne her er altid på 2. hånd J

Nå, men nu er det nu. Karl og Kira bliver hentet og ført frem til den første markering. Der er meget høj vegetation, men det plejer at være godt terræn for dem.

Og der er heller ingen slinger i valsen. Både 1. og 2. markering hedder lige ud og hjem. Det samme ved vandmarkeringen, god svømmer og hjem til føreren. Pyh ha J så langt så godt.

Så kommer vi til det dersens frie søg. Kan I allerede mærke at Karls skuldre bliver løftet en anelse? Hvordan skal det dog gå? Heldigvis er det et forholdsvis lukket søg, hvor Kira skal ’dykke ned’ i vegetationen for at tage vildtet. Det betyder, at hun ikke tager samme kontakt til Karl, som hvis det var et helt åbent frit søg på fx en græsmark.

Den eneste fejl hun laver er, at hun tøver en kende ved den første kanin. Men hun tager den og kommer fluks retur. Resten af vildtet bliver plukket spontant. Hun søger i god fart og kommer rundt i hele området J

Jeg står med flaksende sommerfugle i maven, krydsede fingre og et kys på vielsesringen J Er man overtroisk – måske en lille bitte smule J

Dommeren skridter ned ad grusvejen. De to stjerner får en super god kritik, og som før nævnt – det eneste kritikpunkt er den første tøven ved kanin. Tilbageholdt åndedræt, hvad bliver præmieringen? Dommer Jan Hansen ønsker tillykke med en 1. præmie J

 

Oppe i Norge der boede tre trolde ...

Hvor skal man ende og begynde efter sådan en dejlig semester J

Men jeg ved det godt, for højdepunktet i denne ferie var en tur til Norge for at gå spor. Vi har planlagt det længe og fået datoerne 20. og 21. juli til at passe med to sporprøver i ’nogenlunde’ nærhed af hinanden.

Torsdag den 18. juli klokken meget tidligt kører vi mod nord. Det er knapt at vi har fået øjne, men vi har også mange timers kørsel foran os. Randsverk som ligger ca. 100 km. nord for Fagernes er endemålet og sådan cirka 10 timer senere lander vi ved vores campinghytte. Det er super vejr – lidt køligt, men vi er jo også næsten over trægrænsen.

 

Vi har været lidt bekymrede for hvordan Krudttønden vil te sig på en campingplads. Men endnu engang overrasker hun J Vi pakker ud og pludselig hører vi en pludren og høje hvin fra naboens 2-årige lille pige, der er kravlet ind i buret til Kira. Men der er ingen fare, for de to forstår hinanden fuldt ud trods sprogbarrierer  J

Lørdag kl. 10 skal vi stille til prøven hos Jetta Hundeklubb. Vi er i god tid, men det viser sig at arrangørerne allerede er gået i gang og har sendt de første ekvipager ud, da solen allerede er ved at tage magt. Lidt efter kl. 10 bliver vi (3 ekvipager) bedt om at køre til et område syd for Randsverk. Området er knastørt og solen bager. Spor nr. 2 bliver kaldt frem og det er Karl og Krudttønden J

 

 

Dommeren, der er en ældre herre og stifinderen hilser på, og viser anskudsstedet. Det har Krudten længe fotograferet og hun er bare klar. Karl er rolig, sætter hende af og gør linen klar. Men Kira bliver fem meter lang og snuser til anskudsstedet J Dommer og stifinder vender sig om og griner smørret J

Så er de i gang, men lige pludselig stivner den lille sorte. Knastør renlav – som en juledekoration ved påsketid – er ikke vanlig kost. Hun tager bestik af situationen, og vælger at det ikke er farligt at gå i. Hun går som en drøm med knæk, blodophold og sårlejer, men tempoet er højt, hvilket dommeren kommenterer. 15 minutter senere står hun med ’skanken’ og så er der fest J

Ventetid er det værste i verden. Sporet er fejlfrit, men hvad siger dommeren?
Det bliver til en 2. præmie på grund af tempoet. ØV, selv om det er en super flot præstation, så bliver man lidt ærgerlig, når nu sporet var så fint. Nå, men vi takker af og kører de tre timer mod syd til Løten, hvor endnu en prøve venter J

 

Til historien hører, at parkeringspladsen ved hotellet i Løten ligger ved siden af et område, hvor rigtig mange østeuropæiske lastbiler holder parkeret. Karl vælger at sove i bilen sammen med Kira, da hunde ikke er ønsket på hotelværelset L Så da det banker på døren, lige efter solen er stået op, ser jeg en sammenkrøbet og forfrossen mand stå uden for – men missionen er lykkedes J Mand, hund og bil er intakte. Morgenbuffeten bliver indtaget og lykkeligvis får jeg taget en lille tube smørost for meget. Karl kigger på den og siger: ”Det er lige en Helle Døj guffer” J Så vi runderer lige buffeten endnu engang og snupper et par tuber smøroste og kaviar med i lommen. Det viser sig senere, at Krudttønden nærmest kan stå på hovedet, hvis hun får et par slik af kaviaren J

Søndag er der endnu et spor ved Hedmark Dachshund Klubb. Andre danskere er også tilmeldt og det viser sig at være kendte ansigter J 36 ekvipager skal til, og hundene er opdelt, så det er de langbenede mod de kortbenede J Det er atter en varm dag, og Karl bliver rigtig glad da de trækker spor nummer 1. Knastør granskov, med tryk på knastør er opstarten. Denne gang er det en ung kvindelig dommer, så vi må bare håbe at hun kan følge med J

 

Der er ingen dikkedarer. Snuden i anskudsstedet og så er der stram line. Karl prøver ellers at holde hende i lidt kortere line for at sænke farten, men det virker tilsyneladende ikke. Efter en tur gennem gran, mose, eng, mark osv. og 13 minutter senere, står Krudttønden atter med ’skanken’. Arghh tempoet bliver måske igen et problem. Vi snakker om hvornår vi igen kan tage til Norge, for med 2. præmien in mente fra i går, ja så tror vi måske ikke rigtig på det.

Lykkeligvis J er denne dommer af en anden mening. Hun har kun lovprisninger – bortset fra tempoet – så det bliver en flot 1. præmie og bedste ekvipage på hendes hold J Selvom der er syv timers kørsel foran os, kan vi næsten flyve J

 

 

Resten af ferien har vi selvfølgelig tilbragt ved vores dejlige hus i Ulvhult J hvor vi har det bedste sociale netværk, som man kan ønske sig. Det blev også til et lille visit fra Kenneth, Christina, Josefine og Marley, som nåede at hilse på søde hundehvalpe og ride på Linda’s rolige heste J

 

 

Og der er selvfølgelig også plads til hundetræning J

Vi har verdens bedste terræn at træne hund på, både på vand og til lands – og næsten i luften J

 

 

 

 

En dejlig ferie er brugt, og der venter nye udfordringer lige om hjørnet J

 

Apportering på Langeland ...

 

Meget spændte og i øs pjask plask regnvejr, kører vi mod sydhavsøerne, hvor Krudten skal til sin første apporteringsprøve i DJF regi.

Hun har mildest talt haft en dårlig vildtbehandling, men med træning, træning og atter træning, og også træning af relationen hund og fører imellem, er det blevet meget bedre J

Langeland er smuk og idyllisk, men man ser det bare ikke når det står ned i stænger. Prøven er sat til kl. 13, så sandwicher er smurt, så vi kan sidde ved vandet og nyde dem. Hmmmm, ved vandet ja, men siddende i bilen med udsigt til regnvåde ruder.

Nå, man dør jo heller ikke af at blive våd, så på med regntøjet og af sted til prøven.

Som vi går ned ad grusvejen til prøvestedet, holder regnen inde. Så kan vi se, at det er et meget smukt område, som tilhører Skovsgård Gods, og arrangørerne har alt klappet og klart J
På det syngende langelandske sprog bliver vi budt velkommen og vi stiller i en rundkreds med 8 hunde; 6 labber og 2 ruhår.

En deltager er allerede gået i gang, for han skal åbenbart nå et fly, fair nok J
Karl og Krudten har katalog nr. 2, så der går ikke lang tid før de er i vælten.
Den første post er en dobbeltmarkering på land. Duerne bliver kastet og skuddene lyder, men det er en meget dårlig kaster og med bakket grøn baggrund, hvor duerne ikke kommer over hovedhøjde  – selv jeg, med mine tøsekast kan gøre det bedre J
Desværre bliver han ikke korrigeret i løbet af prøven, så alle hunde har meget svært ved at markere de meget lavt kastede duer.

Men Krudten er tændt!
Hurtig ud og hjem med den første due i bedste stil. Den næste tager dog lidt længere tid, men max point er dog hjemme J

 

Den næste post er på vand. Her er der ikke mulighed for at være tilskuer, da området til vandet er meget begrænset og smalt. OK med mig, for jeg er faktisk mere nervøs end både hund og fører, så jeg står og venter ved det smukke bindingsværkshus.

Efter kort tid kommer de to gående mod mig. Karl ligner nærmest en ruhår i ansigtsudtryk og jeg tænker, åh nej nu blev det et nul og så farvel L

Det gjorde det så ikke J De fik trukket 2 point, fordi Krudten lige skulle vise dommeren, som stod ved siden af Karl, at hun havde duen med hjem. Og nå ja, nu havde han jo set den, så kunne hun lige så godt lægge den på jorden og ryste sig godt og grundigt op af ham L Var far skuffet? JA J

 

 

Tredje og sidste post er til udlagt kanin. Ups, det har vi ikke trænet. De har kun trænet med kanin, hvor hun har set udlægningsstedet. Prøvelederen kalder på mig og siger, at jeg gerne må komme hen og se. Nej tak, jeg skal ikke have forstyrret noget som helst, så jeg holder mig pænt i baggrunden J

 

Hun finder hurtigt retningen, kredser om kaninen, men kan ikke finde fært. Det viser sig, at stort set alle hundene havde det problem. Men lige pludselig stopper hun op og sørme så, om der ikke ligger en kanin. Hjem i en fart og igen med max point J

Når det er gået så godt, er det en dejlig fornemmelse at stå ved parolen i solskin J  De blev ikke bedste hund, men de blev kun overgået af én, som fik 29 point.

Det blev en super dag på mange måder. De to stjerner har tilsyneladende fået brudt et kedeligt mønster og de har igen glæde ved at arbejde sammen og med hinanden J

 

Vi var i Klosterhimlen denne gang …

En meget tidlig søndag morgen kører Astraen mod nord. GPS’ en er indstillet til et fantastisk område i nærheden af Struer, også kaldet Klosterheden. Kært barn har som bekendt mange navne, og også her: Klosterhimlen eller Klosterhelvedet – alt efter hvordan sporet går J Området er også kendt for sin store bestand af kronvildt og råvildt. Alle hundeføreres skræk, men der er ikke meget at gøre ved det, når sporet er lagt.

DMI blev tjekket mange gange i løbet af ugen J Giver det regn efter sporet er lagt, hvad med blæsten, bliver det det for varmt, ja spørgsmålene er mange og vejret uforudsigeligt J Det gav ingen regn, men det blæste en halv pelikan. Og har det så reelt nogen betydning?

Nå, men efter små to timers kørsel, lander vi ved en vigeplads lige op til Ege-haven, med ældgamle krogede træer, der danner en fantastisk baggrund for dagens championatsporprøve.

Sporene skal trækkes. Der er 10 spor til 2 dommere. Karl og Kira trækker Brian Seitzberg med Helle Døj som stifinder og får spor nr. 4.

Der er selvfølgelig ventetid på prøverne, men de bliver tilbragt i herligt selskab med pragtfulde mennesker, som har samme interesser som én selv J Mange ting bliver vendt og drejet, mens vi venter på resultaterne fra sporene. Og der bliver ganske givet også fortalte mange røverhistorier, i stil med dem fra lystfiskerne J

Det første spor på vores ’hold’ er Helle Døj og brormand Brown Hunt’s Kashmir, og vi hører heldigvis, at de er kommet igennem uden tab. Linjen er lagt J

Endelige bliver det Karl og Krudttøndens tur, og vi bliver eskorteret ud til yderkanten af skoven hvor sporet starter - så er det nu J

Hun sporer rigtig godt i dag. Hun er ikke på et eneste tidspunkt mere end 8 meter fra sporet og løser problemerne. Der er megen afledningsfært – og sammen med den heftige vind – får de deres at se til J men der er ikke panik på noget tidspunkt. Og dog J Karl har vandflasken i lommen, og da han vælger at nu er der drikkepause, har han tabt flasken. Han kigger sig febrilsk omkring, indtil dommeren, med et smøret smil  løfter flasken og siger: Er det den her du mangler?

Pyh ha J drikkepause bliver det så, men Krudten er lidt ukoncentreret, for det viser sig at hun sidder midt i knækket til wiedergangen (75 meter fra sporslut). Hun skal bare videre, så skrot den drikkepause og lad os komme til sporslut J

Det er fantastisk at høre jagthornet i den stille skov, skindet blive rusket for enden af sporet af en entusiastisk lille sort labrador og så en hundefører med dejlige lysende grangrene i hånden, som bevidner at målet er nået J

Tilbage igen til ’lejren’ hvor det er fuldstændig fantastisk, at alle kan glæde sig over andres præstationer. På sporene har vi aldrig oplevet misundelse og jantelov, og det er da i sig selv guld værd J

Men vi må jo ikke gå ned på udstyret J Pia Rex og Lena Nørgaard havde bilen fyldt op med fantastiske hunde, men også grejet til nylavet stempelkaffe, som gavmildt blev delt ud til alle trængende J

Og så til præmieringen

Dommere, stifindere og prøveleder er på plads, og ceremonien kan begynde.

Tillykke med en 1. præmie til Karl og Krudttønden og favorit stifinderen får et knus J



Og for susen da, det blev også til en 3. vinder J

Tak for en super dag, hvor det heldigvis gav mange præmieringer J
Ikke mindst til bror Kashmir, som også fik en flot 1. præmie og blev 4. vinder.
Men endnu mere tillykke til Lena og Brown Hunt's Bine, som fik deres sidste pind i championatet. De skal dog lige vende udstillingsringen og have et 'Good' - men helt ærligt, hun er da bare en drøm hende Bine, så det bliver da uden problemer J