Det er den dejligste morgen i 100 år og jeg lever ...

... ja, det var præcis hvad det var, da krudttønden og jeg gik morgentur ved Egtved Pigens Grav.

I dag synes jeg ikke, at det var så spændende at gå vores sædvanlige runde, så bilen blev startet i let småregn, og vi kørte mod Tørskind Grusgrav. Krudttønden kiggede lidt forbløffet på mig, for hvad susen går det her nu ud på?

På vej ud af byen er der skilte mod Egtved Pigens Grav. Tja, hvorfor ikke, regnen er stilnet af, så vi vover pelsen. Stadig iført pyjamas, men dog med regntøj udenover, stopper vi bilen ved parkeringspladsen. Et par forventningsfulde øjne kigger på mig. Vi har ikke kørt mange minutter og slet ikke mange kilometer, så hun er lidt spændt på hvor i verden vi er, da tændingsnøglen drejer rundt, og motoren bliver slukket. Det er musestille og en helt fantastisk morgen efter en regnbyge.

Solen er stadig i sin opgang og duggen ligger tungt på græsset. Der er en eventyrlig duft af tidlig dag, som om vi er de eneste i hele den vide verden. Krudttønden springer forventnigsfuldt ud af bilen og runderer for at finde ud af hvor vi er landet. Hun får signalet fri, og sætter i fuld galop ud over det våde græs.

Jeg tumler bagefter med et stort smil på ansigtet :0) for ja, det er det dejligste at se sin hund spurte afsted med 100 km. i timen og indtage en ny og dejlig dag :0) Og ja, jeg ved godt, at hun skal være i snor, men lige i dette sekund nænner jeg ikke at lægge bånd på hende, for den livsglæde må bare ud af kroppen :0)

Jeg føler at vi begge har det som i Gnags sang: det er den dejligste morgen i 100 år og jeg lever ...