… det var helt klart Krudttøndens signaler, da vi landede i
Klosterheden fredag eftermiddag :o)
Helle Døj og Søren Krabbe er et fantastisk makkerpar. De
forstår altså mere end de fleste når vi snakker spor, og de har i den grad
overskud til at give deres viden og erfaring videre til os andre. Så det var
fantastisk at gå bagefter Karl og Krudttønden, i den pragtfulde skov med Søren som
kommentator og stifinder.
Der blev lavet lidt om på rækkefølgen af spor, så da Karl hørte
at han skulle gå et spor – lagt af Søren og tilegnet Helle og Kashmir – var det
tydeligt, at han blegnede en smule :o) Han var på forhånd en smule nervøs og
havde alle mulige overspringshandlinger i ærmet. Men nu stod vi der, midt i et
skønt smukt område, hvor regnen havde stået ned i stænger og med råvildt og
kronvildt i overtal :o))
Søren forklarer Karl hvor opstartsfirkanten er. Men på
billedet ser man tydeligt, at Kira allerede har markeret det, selvom det efterfølgende
skulle volde de to en del kvaler at komme ud af sporet.
Klosterheden er fantastisk, men for susen da også hvor Søren
havde gået de mest mærkværdige steder på de høje stiletter. Det var tydeligt at
mærke på alle hundene, at den megen nedbør drillede rigtig meget, og når så
kronhjortene vader rundt på tværs af sporene, ja så er det bestemt ikke lettere
:o)
Karl og Krudttønden gik et super godt spor. Der var masser
af terrænskifte, wiedergange, knæk og sårlejer. På et tidspunkt siger Søren, at
når vi kommer ud her, er det en stor fordel at have langskaftede
gummistøvler på, for nu skal vi ud i en sø. Hmm, Henriette, Jørgen og jeg
vælger at gå ud til grusvejen, men sørme om ikke Krudttønden finder sporet
gennem vandet og langt om længe det eftertragtede skind, der får en ordentlig
rusketur :o)
Et super spor Søren, så tak for det !
Men vi har jo også
været en tur i Sverige på elgjagt :o)
Det var det mest pragtfulde oktobervejr at køre derop i.
Fantastiske farver og ikke mindst den søde forventning til at komme tilbage til
det dejlige røde svenskerhus. Christian kommer fredag aften og har sin skønne
brune labrador Jing med. Vi er noget spændte på om de to, altså Jing og
Krudttønden, skal holde fest hele natten. De leger, slås og knokler hele aftenen,
men om natten – der har vi ro :o)
Den første jagtdag tegner godt. Det er koldt og klart, men
inden det første drev er sat i gang omkring os i Ulvhult, siler regnen ned.
Jing og Krudttønden går igennem sammen med klapperne (inklusiv Christian og
Karl), og det gør de eksemplarisk. Det er Kira’s første drev overhovedet, så
hun skal lige hen og hilse på, men ellers gjorde hun det fantastisk, iført sit
fine nye reflekterende halsbånd (fra www.dummyshoppen.dk) :o)
Der blev kun skudt kvier og kalve i det første drev, altså
ingen tyre endnu. Krudttønden bliver efterladt hjemme hos mig for at tørre, men
er der overhovedet tegn på taknemmelighed for det? Ikke antydningen heraf! Hun
var stik umulig og ville bare med ud igen, selvom det ville indebære at ligge
våd og kold i en bil. Det varer dog ikke længe, så finder hun hurtigt frem til
det lune tæppe foran brændovnen :o)
Årets elgjagt husker jeg nok mest som våd, våde hunde, vådt
tøj og alligevel med højt humør :o)
For madtraditioner har vi mange af til
elgjagten. Vi starter som regel med gule ærter den første dag, så følger de
dejligste grillede ribben (Christian er grillmester), og på tredjedagen står
den på oksehaler. Vi sidder mange om bordet i Bohult hos Bodil og Evert, så
der er i den grad noget om snakken – hvor der er hjerterum er der husrum :o)
Holger og Johan skyder hver en tyr, så på anden dagen hænger
der hele ni elge i slagtehuset. Det kan se lidt barbarisk ud, men det giver dejligt
kød i fryseren, og selv om jeg godt kan være lidt dobbeltmoralsk, ja så kan jeg
altså vældig godt lide at spise kødet :o)
Tekst og fotos: Lone Broch Lauritsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar