Vejen er lang - men hvad gør det, når den er sjov ...

 

Det er ikke småting man bliver udsat for, som hvalp her i huset J
Jeg træner lydighed med ham, og heldigvis har jeg adgang til kvalificeret træning og feedback hos vores kennel Brown Hunt. Det er guld værd, for man kan bakse med en øvelse, som bare ikke vil lykkedes, og så vupti J på træningsbanen med en god instruktør, så kan vi igen J

Lige nu rykker vi på baljen J men han mangler liiiige det sidste lille bitte stykke for at komme helt ind til knæet.

 

Men nu skal man jo ikke blive for kålhøgen og udfordre nemesis J men sit OG dæk er ved at være på plads med håndtegn J Ellers træner vi impulskontrol i mange udgaver, indkald med og uden distraktion, lineføring, kontaktøvelser, bakke med øjenkontakt, target-øvelser, sjov apportering, liv og død …

Han er fantastisk at arbejde med J han VIL og han KAN, og man kan se stor frustration hos ham, hvis jeg ikke har fortalt tydeligt nok, hvad det er jeg forlanger J

Vi glemmer heller ikke at være hvalp J og det er jo faktisk det, som det hele handler om J det skal være sjov indlæring samtidig med at det giver mening, hvis det bliver en sur pligt – så glem det! Nogle dage rykker det J og på andre dage er vi et par skridt tilbage, men vi kommer igen J

Hvis du kom på uanmeldt besøg her på matriklen, vil du nok se et par fjolser gå rundt med store smil på J Han er SÅ sjov, kærlig og charmerende J Den kærlige hundehvalp kan dog med et splitsekund, ændre sig til et monster med sylespidse tænder L Heldigvis er de episoder ved at være i aftagende, men det gør djævlens ondt når monstret hugger til.

Socialisering er også en meget vigtig del af træningen lige nu. SuperBrugsens indgangsparti giver anledning til mange kontakter, som rollator, knallert, cykler, biler, indkøbsvogne, BØRN J og mange søde mennesker, der gerne vil klappe og ae J Han tager det i stiv pote og holder alle fire ben på jorden J Det i sig selv er fantastisk J
 

Nå, men lydighed og andet er jo ikke eneste disciplin, som han skal mestre. Karl og DuKan træner spor, og også her er der mange facetter J

 

Han sporer super fint med forholdsvis lange spor, lagt med færtsko og stort set uden blod. Men for at de basale ting er på plads, bliver der lige nu trænet opstart, anskudssted og sårlejer. Det er vigtigt, at han ikke bare kan sætte snuden i sporet og finde skindet, men også at han ved HVORFOR han gør det J

Hverdagen i sig selv er en stor træningsseance J Vi har madritualer, hvor impulskontrollen bliver udfordret, blandt andet med Kira som distraktion J

Alene-hjemme-træning er ikke længere træning – det kan de J
DuKan er i bur og Kira i en kurv ved siden af. Nu er de så heller ikke alene hjemme i mange timer, det er max 4 – 5 timer om dagen, og det fungerer fantastisk J

Når jeg ser ’shelterets’ skæbne, så tænker jeg på hvordan en baggang ville kunne se ud ved hjemkomst L

Vi har altid hørt, at to hunde ikke er dobbeltarbejde J
Enig, det er det ikke, og så alligevel J
Lige nu er de adskilt meget af tiden, og luftning foregår også hver for sig. De er adskilt fordi, legen er for voldsom – og det går begge veje. Kira er ’desværre’ for sød og sætter ikke den lille på plads, når det er tiltrængt. Omvendt er hun også en rigtig drillepind, når han har meldt pas, så bliver det ikke respekteret.

Den vilde og ukontrollerede leg kan let betyde skader både på den gule og den sorte. Og har man én gang haft en hund med en 2’er på albuen, ja så tager man sine forholdsregler, så godt som man nu kan. For de har også stor glæde af hinanden – ingen tvivl om det J